Måske jeg anlagde en lidt for reaktionær og dystopisk holdning til gamification i sidste blogindlæg. Det har vel altid været sådan at læringen og viden til forskellige tider har været influeret (måske endda konstitueret) af de medier, hvormed den er formidlet. Man kan måske endda historisk spore at en transformation af læringsmediet giver en transformation af den læring, der finder sted?
Ethvert medie har sine dyder man skal besidde for at få del i det fulde læringspotentiale.
Der garanteres på ingen måde for historisk korrekthed af følgende analyse - men hvis vi begiver os tilbage til før end papir/bogtrykkerkunsten eller biblioteker blev alment udbredt. Da var den vigtigste formidler af fortællinger, viden og nyheder måske omvandrende troubadourer, der kunne huske og ordret reciterere svimlende lange fortællinger - de benyttede sig eventuelt af mnemoteknikker såsom Loci Metoden. At have en god og præcis intern hukommelse i hovedet var således essentielt - også hvis man som lytter skulle huske, hvad der blev sagt.
Med papiret, bogens og bibliotekernes fremkomst flyttedes fokus imidlertid fra at kunne huske og recitere præcist udenad. Istedet oplevede man, at man ved skriftsproget kunne eksternalisere bevidstheden/hukommelsen - en hypotese som af Clark & Chalmer kaldes "The Extended Mind" (se evt TED - extended mind).
Én af de vigtige dyder i en verden af fysiske bøger i biblioteker var f.eks. at kunne alfabetet og alfabetisk efter forfatter at kunne søge de rigtige bøger på de rigtige hylder. Eller evnen til at strukturere og kunne finde rundt i de noter man havde taget for sig selv i sin notesbog.
Selvom få af os i dag vil angribe skriftsprog og bøger for at være et samfundsmæssigt og læringsmæssigt tilbageskridt, ville den mest indædte tilhænger af den førskriftlige kommunikation kunne klandre “denne nye” skriftlige repræsentationsform for at anspore til akademisk slendrian og fuldstændigt underkende vigtigheden/nyttigheden/dyden af at kunne huske lange passager udenad!
Både den førskriftlige læring og skriftlige læring trækker dog på den fælles dyd at kunne mobilisere store mængder af vedholdenhed og motivation for at gennemføre sit foretagende (at lære en passage udenad eller kæmpe sig igennem bogen).
Hvordan placerer gamificationbølgen sig ind i denne (måske historisk ukorrekte) fortælling? Man kan reaktionært påstå at gamification ansporer til rent ydre styret læring, der kaster klassiske dyder som genuin faglig interesse og internt eksistentielt forankret motivation overbord!
Modsat kan man progressivt påstå at netop, fordi gamification tilbyder en alternativ og umiddelbart underholdende ydre motivation og vedholdenhed for (i et spilsetup) at gentage en øvelse igen og igen indtil “den sidder der”, så er gamification en IT-baseret eksternalisering af den hidtil eksklusive interne motivation.
Måske kunne man ligefrem udvide Chalmers hypotese om “The Extended Mind” til ikke kun at omhandle “ekstern hukommelse”, men også at omhandle en “ekstern motivation/vedholdenhed”.
Er den skattede eksistentielt funderede lærende så ikke truet i sådan et læringssetup?
Ikke nødvendigvis - for ligesom man selv eksistentielt vælger, hvad man benytter sin tekstbaserede “eksternaliserede hukommelse” på, er man jo også selv herre over, hvad man anvender sin IT-baserede “eksternaliserede motivation/vedholdenhed” på.
Måske man her i det 21. århundrede med gamification-fænomenets fremkomst blot skal byde det IT-baserede psykiske motivations-exoskelet velkommen og betegne det 20. århundrede som det gamle århundrede, hvor noget så gammeldags som vedholdenhed og motivation blot var de få forundt og var et i den lærende udelukkende internt fænomen.
Eller sagt med andre ord: Ligesom briller korrigerer den nærsynede og gør ham i stand til at se klart og tydeligt og læse godt, kan gamification gøre det lærbart for alle, som ellers kun de med naturlig høj internaliseret vedholdenhed var i stand til, at lære. Ideelt set uden at give køb på muligheden for den eksistentielt funderede lærende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar